Biografklub Danmark vinder mangfoldighedspris!

Kapgang_hjemmeside

Gennem 20 år har Biografklub Danmark haft vist stribevis af film på programmet med homo, biseksuelle og transkønnede karakterer. Derfor belønnes klubben en ærespris under filmfestivalen MIX Copenhagen.

 

Biografklub Danmark får hvert år hundredtusindvis af danskere i biografen. Og siden begyndelsen i 1994 har der været stribevis af film med homo-, biseksuelle og transkønnede karakter og temaer på repertoiret.

 

Derfor får klubben nu en pris, en såkaldt Æres-BENT, som bliver uddelt under filmfestivalen MIX Copenhagen tirsdag 7. oktober i Empire Bio i København.

 

– Biografklub Danmark fortjener en pris, fordi de gennem en årrække har præsenteret et varieret udbud af film med troværdige og tidssvarende homo-, bi- og transkønnede personer. Specielt vil vi fremhæve specielt de seneste to sæsoner med ’Adeles liv – kapitel 1 & 2’, ’Kapgang’ og ’Pride’, siger biografdirektør Mette Schramm, der har indstiftet BENT-prisen.

 

UD TIL HELE FAMILIEN DANMARK
Med ca. 200.000 medlemmer er Biografklub Danmark landets største kulturklub.

 

Gennem årene har klubbens medlemmer bl.a. kunnet se danske film som ’En kort en lang’, ’Her i nærheden’, ’Rosa Morena’ og ’Den skaldede frisør’ og internationale titler som ’Priest’, ’The Talented Mr. Ripley’, ’Gensyn med Brideshead’ og ’J. Edgar’, der alle på forskellig vis inkluderer og tematiserer seksuelle minoriteter.

 

– Biografklub Danmark breder filmene ud til et publikum, som ellers aldrig ville se dem – også uden for de store byer. Så når de har film med homo-, biseksuelle og transkønnede med i deres program, så kommer de ud til hele Familien Danmark. Og det betyder mere, end når vi svinger med et regnbueflag inde på Rådhuspladsen til Copenhagen Pride, mener Mette Schramm.

 

DEN FØRSTE PRIS TIL DANMARKS STØRSTE KULTURKLUB
For Biografklub Danmark er det en ære at modtage en mangfoldighedspris.

 

– Det er fantastisk, det er en stor ære. Vi har eksisteret i 20 år, men det er faktisk første gang, at vi modtager en pris, siger klubbens direktør, Jonna Jensen.

 

– Vi har altid bestræbt os på at strække danskernes smag, så de ikke kun ser blockbusters og mainstreamfilm, når de går i biografen. Homo-, biseksuelle og transkønnede har aldrig været noget særligt tema for os, når vi sammensætter vores program, men vi har taget filmene med, fordi de har opfyldt det, som vi gerne vil med Biografklub Danmark, forklarer Jonna Jensen.

 

FEM NOMINEREDE TIL BENT-PRISEN
I år er det er fjerde gang, at BENT-prisen bliver uddelt. Den går til danske film- og tv-folk, som fremstiller troværdige billeder af homo-, biseksuelle og transkønnede.

Udover den særlige ærespris, som altså går til Biografklub Danmark, er der fem nominerede til den almindelige BENT-pris – spillefilmene ’Kapgang’ og ’Det andet liv’, tv-serierne ’BøsseStudier’ og ’Heartless’ og dokumentarfilmen ’Lovebirds’.

– Feltet er meget spredt i år. Vi havde gerne set flere danske spillefilm med LGBT-karakterer. Der har kun været én mainstream-film, ’Kapgang’, og så Jonas Elmers ‘Det andet liv’, som aldrig kom rigtigt ud i biograferne. Det er halvanden dansk film, og det er for lidt, siger Mette Schramm.