Her er årets bedste homoer, bier og transer på dansk film og tv!

Rita_hjemmeside

Seks danske film og tv-serier er nomineret til BENT PRISEN, som uddeles under festivalen MIX Copenhagen 23. oktober. Og så får en ottendeklasse fra Sankt Annæ Gymnasium en særlig talentpris for en rørende film om ung homo-kærlighed.

– 2012 er et godt år for homo-, bi og transseksuelle på det store lærred og fladskærmene herhjemme. Vi er begejstrede for, at vi kan se vores liv afspejlet både i stærke hovedpersoner i dokumentarfilm, i troværdige og kærligt komiske biroller i spillefilm og i år også i flere tv-serier, udtaler juryen bag BENT PRISEN, som består af fem journalister og folk fra den danske filmbranche.

Seks film og serier, der gør op med stereotyperne
De seks nominerede til prisen, som er på 10.000 kr., er de biografaktuelle spillefilm ’Den skaldede frisør’ af instrueret af Susanne Bier og ’Sover Dolly på ryggen?’ af instrueret af Hella Joof, dokumentarfilmen ’My Love: The Story of Poul & Mai’ af instrueret af Iben Haahr Andersen og musikdokumentaren ’Turning’ med Antony and the Johnsons produceret af Vibeke Vogel og Lucy Sexton, samt DR2’s animerede sitcom ’Pandaerne’ skrevet og instrueret af Mikael Wulff og Anders Morgenthaler og TV2’s dramaserie ’Rita’ af skrevet af Christian Torpe.

– Alt for ofte er homo-, bi- og transseksuelle blevet beskrevet med tykke klichéer i dansk film og tv – hvis de da overhovedet har været til at få øje på. Med BENT PRISEN vil vi gerne hylde de modige film- og tv-folk, der tør gøre op med stereotyperne og skabe troværdige fremstillinger af LGBT’er. Og det mener vi, at alle de seks nominerede formår på hver deres meget forskellige måde, siger juryen.

BENT PRISEN, som er navngivet efter den første åbne homoseksuelle hovedperson i en dansk spillefilm, nemlig Frits Helmuths karakter i folkekomedien ’Lille spejl’ fra 1978, blev uddelt første gang sidste år, hvor den gik til instruktør Carlos Augusto de Oliveira for adoptionsdramet ’Rosa Morena’.

Talentpris til modig ottendeklasse
Som noget nyt uddeles i år særprisen TALENT BENT, som går til 8. U fra Sankt Annæ Gymnasium for deres kortfilm ’To af samme køn’, der er produceret på filmskolen Station Next.

– Eleverne, der har skabt denne film, er modige, fordi de både foran og bag kameraet sætter sig selv på spil i en alder, hvor det at stikke ud og være anderledes risikerer at få fatale konsekvenser. Det fylder os med håb, fordi de her unge mennesker åbent og fordomsfrit har formået at skabe positive rollemodeller på det store lærred. Derfor skal de have talentprisen, mener juryen.

Hvilken af de seks nominerede film og tv-serier, der modtager prisen i år, afsløres ved en festlig prisuddeling tirsdag 23. oktober kl. 19 i biografen Empire i København.