TV 2 Fiktion undgår klicheerne, når de har homoseksuelle karakterer med i serier, og derfor får de en Æres-Bent under filmfestivialen MIX Copenhagen.
Teenagesønnen Jeppe i ‘Rita’. Betjent Bendtsen i ‘Dicte’. Og Grev Ditmar i ‘Badehotellet’. Der er troværdige homoseksuelle karakterer med i tre af TV 2’s serier. Og derfor får kanalens fiktionsafdeling nu en ærespris, den såkaldte Æres-Bent.
– TV 2 har de seneste år vist sig som den førende tv-kanal, når det gælder tidssvarende skildringer af LGBT’er i tv-dramatik, siger biografdirektør Mette Schramm, der har indstiftet prisen.
– Vi håber, at TV 2’s mod på at skildre LGBT’er kan være en inspiration for andre producenter og tv-kanaler.
Undgår klichéerne
TV 2 Fiktion modtager prisen Æres-Bent under filmfestivalen MIX Copenhagen tirsdag 6. oktober. Her uddeles også Bentpris til årets bedste danske film og tv med homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner (LGBT).
– Hos TV 2 Fiktion er vi meget stolte af anerkendelsen, som vi straks bringer videre og deler med hovedforfatterne og de dygtige skuespillere i vores fiktionsserier, siger TV 2s fiktionschef, Katrine Vogelsang, og fortsætter:
– Jeg synes, vi i serier som ’Rita’ og ’Dicte’ er lykkedes flot med at skabe moderne portrætter om homoseksuelle og biseksuelle og samtidig undgå klicheerne, mens vi i ’Badehotellet’ har fat i det historiske perspektiv.
Tre troværdige karakterer
De seneste tre år har TV 2 været med i feltet, når Bentprisen er blevet delt ud.
I 2012 vandt serien ’Rita’, i 2013 var ’Dicte’ nomineret, og i år er det ’Badehotellet’, der er Bent-nomineret.
– I alle tre serier møder vi troværdige LGBT-karakterer. I ’Badehotellet’ kæmper Ditmar for at undertrykke sin homoseksualitet i en tid, hvor det var strafbart. I ’Rita’ skal Jeppe lære at acceptere sig selv som bøsse – det gør hans familie og venner allerede. Og i ’Dicte’ er det intet problem for Bendtsen at være åben lesbisk på politistationen, hvor hun arbejder, siger Mette Schramm.
6 film og serier kæmper om Årets Bent
Udover æresprisen til TV 2 Fiktion er der seks nominerede film- og tv-produktioner til Bentprisen i år.
Det er spillefilmen ’Lang historie kort’, den biografaktuelle dokumentarfilm ’Eskimo Diva’, DR3-dokumentaren ’Mordet på Jannick’, DR3-serierne ’Jeg er ambassadøren fra Amerika’ og ’Hvem f….. er Ellie?’ samt TV 2’s ’Badehotellet’.
– Vi er positivt overraskede over, hvor mange, hvor forskellige og hvor stærke LGBT-skildringer, vi har set det seneste år. Og så er vi særligt begejstrede for, at der en spillefilm med et lesbisk par med i feltet i år. Det ser vi desværre alt for sjældent i de danske biografer, siger Mette Schramm.